Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø slår på ny dørene op for en festlig begivenhed, der hylder unge skrivetalenter under 18 år. Lørdag den 15. november kl. 14.00 afholdes “Den lille Nobelpris”, hvor vinderen af museets skrivekonkurrence fejres med både pris og laurbær.
Dagen byder på en række arrangementer. Kulturformidler Troels Laursen vil holde årets festtale, mens Pia Grandjean Odderskov oplæser den vindende novelle. Derudover vil der være præmieoverrækkelse og kranspålægning samt lidt lækkert til ganen. Blomsterforretningen Farsø sponsorerer buketten til vinderen. Hele lokalsamfundet opfordres til at deltage i fejringen af de unge talenter.