Museet Herregården Hessel har, i samarbejde med Hvalpsunds Borgerforening, løftet sløret for årets herregårdskoncert med folkemusikgruppen TØRFISK. Det bliver lørdag den 13. juni, at gården danner ramme om det musikalske arrangement.
Sidste år bød koncerten på oplagte optrædener af Jesper Lundgaard og Kirsten Siggaard, og i år fortsætter traditionen med besøg fra Vestjylland. Billetter til begivenheden kan allerede nu købes for 300 kr. i Brugsen i Hvalpsund og fra næste uge via museets hjemmeside. Museet ser frem til endnu en storslået dag i smukke omgivelser.